d. 20 juni 6:45 blev jeg indlagt på Herlev hospital. Min operation, var booket til 7:30, så jeg var den første på listen den dag.

Jeg bliver vist ind på min stue og får udleveret hospitalstøj som jeg hurtigt skifter til og derefter får jeg en cocktail af forskellige piller hvor min beroligende også er imellem. Trold og Peter, går med hele vejen ned til operationsgangen hvor vi så siger farvel til hinanden. Jeg bliver parkeret i venteværelset, hvor min kirurg Jais kommer kort tid efter. Jeg får udleveret nogle meget mærkelige sutsko, som klistre sig fast til min kittel. 😀 Vi starter ud med at sige godmorgen og jeg går op og underskriver nogle papirer på at jeg gerne vil donere noget hud og blod til noget forskning omkring eksemer, hvis min krop altså kan klare belastningen af det ekstra blod de eller skal tappe fra mig. 🙂 Efterfølgende går vi over og han begynder at tegne mig, på både mave, venusbjerg, ryggen og diverse andre steder. Han fortæller mig undervejs at, han vil lave en fedtsugning på 2 fedtdepoter under mit bryst, som en del af forberedelsen af min brystoperation en gang til februar/marts måned. Undervejs i processen hvor vi får optegnet hvor der skal skærer er jeg kæk nok i min morfinbrandert at fyre kommentaren ”Min mor siger at jeg ikke må tegne på mig selv” af og Jais trækker bare på smilebåndet og siger ”at han må altså godt, fordi at han er kirurg’‘.

Min anden kirurg Ida, kommer ind kort tid inden at jeg skal ligges i narkose og præsenterer sig for mig og sammen med hende kommer hospitalets fotograf også, så han kan tage nogle billeder af optegnelserne. Inden jeg får set mig om, er jeg omringet af hele mit operationsteam og narkoselægen står og kæmper med at få lagt drop på mig. Det første forsøg stak hun forkert og der blev jeg faktisk lidt meget sur på hende og råbte ad hende.. Hun råber tilbage at jeg bare skal tage mig sammen, imens en sygeplejerske kommer over og holder mig i den anden hånd, som jeg har lagt over mit ansigt. Efter droppet er lagt som det skal, får jeg hurtigt en sprøjte imod mundvand og ellers får jeg en maske over hovedet og væk er jeg. 🙂

Jeg husker godt, da de flytter mig fra operationssengen og over i min egen seng, ellers er jeg først ved bevidsthed nede på opvågningen hvor jeg ligger i 1-2 timer. Jeg får masser af væske og bliver kørt ned på min stue. Da jeg ser min mor og kæreste Peter, begynder jeg at græde. Jeg græder i 2-4 timer og kan ikke stoppe. Jeg har det varmt, kvalm, utilpas og smerter. Jeg bliver proppet med væske og kvalmestillende, men intet hjælper. Den første nat var forfærdelig!! Jeg fik en våd klud som jeg klamrede mig til hele natten for at køle mig selv ned.. 🙁

Min 2. dag på hospitalet starter, ud med at jeg får dumping af alt hvad jeg indtager.. Jeg fik næsten hende der skulle tage en blodprøve på mig til at græde, pga jeg havde det så dårligt. Lige inden hun skulle til at stikke mig, fik jeg følelsen af at jeg skulle kaste op, så jeg trak mig hurtigt væk, for at undgå at ramme hende.. Det var både en ubehagelig oplevelse for hende og jeg.. Jeg beklager rigtig meget!!! Ellers forsatte den dag, med kvalme og ubehag. Men jeg skulle have fjernet kateter og op og gå selv, så min krop kunne komme i gang igen. Jeg blev svimmel og havde det ubehageligt hver gang, men op skulle jeg. Det blev lettere og lettere for hver gang jeg rejste mig op, men det tog også mange kræfter fra mig. Om aftenen kom min mor forbi og havde noget mad med til mig. Det eneste jeg kunne tænke på, var en happy meal fra McD så det fik jeg. Jeg var hårdt præget af en stue der var varm og ubehagelig og være i, hvilket ikke har hjulpet på min kvalme og ubehag i kroppen. Ellers så gik jeg endnu en nat i møde, med en våd klud og minimal søvn. Om aftnen kunne jeg ligge og følge med i gallafesten som var på min skole, hvor jeg lige er blevet færdig. Det var afslutningsfesten fra min årgang. Jeg kunne godt mærke at det påvirkede mig, ikke at kunne deltage da jeg virkelig havde set frem til afslutningsfesten.

Lørdag eftermiddag bliver jeg udskrevet. Men inden det, kommer min søster ud til mig på hospitalet og spurgt om der er noget jeg kunne tænke mig. Det eneste jeg havde tænkt på i flere timer der, var en iskaffe! en kæmpe iskaffe! For min stue var endnu en gang blevet til en sauna.. 🙁 Hun kommer ud med kaffen til mig og vi trisser rundt på gangene, da min stue er for varm at være på.. :/ Ved en 12 tiden, kommer Jais ind sammen med min sygeplejerske og kigger til mig. De bliver enige om, at jeg kan blive udskrevet og komme hjem til mine forældre og være den efterfølgende tid, så jeg kan få hjælp til diverse ting.

Jeg kan fortælle at, det var en kæmpe lettelse af komme hjem. Jeg kunne bedre slappe af og finde ro. De første 3-4 dage, var hårde men for hver dag kunne jeg mere og mere. Jeg smed de stærke smertestillende allerede mandag aften og jeg tager kun smertestillende efter behov nu, hvilket er helt fantastisk!! 🙂 Jeg er dog stadig afhængig af min mor, med at få hjælp i badet, da det er ret hårdt for mig 🙂 og tænker at min kære kæreste også lige er med mig i bad når jeg kommer hjem igen, bare for at være på den sikre side 🙂

Tirsdag d. 2 juli, skal jeg have fjernet sting fra min nye navle og de 2 små huller fra fedtsugningerne, hvilke jeg glæder mig til! også d. 2 oktober, skal jeg indtil kontrol hos Jais hvor vi booker operation nr. 2 som også er den sidste! 🙂 –> Hvis du sidder derude og selv skal gennem operationen og frygter for det værste, så hav ro i sjælen, tag en dag ad gangen, spørg om hjælp, det hele skal nok blive godt igen, vi alle heler forskelligt. 🙂

Forleden, sad jeg og så en dokumentar fra sundhedsmagasinet på DR. Denne dokumentar, omhandler en kvinde, som har været et massivt vægttab gennem ligesom jeg og hun er blevet opereret af samme kirurg som jeg også har fået tilknyttet. I denne dokumentar, blev problemet omkring den ekstra hud i talesat. Jeg kan nikke genkende til, at i starten af vægttabet og de første måneder, er man fyldt op med selvtillid, man taber sig hurtigt og kroppen ændre sig i takt med at kiloerne rasler af. Inden mit vægttab, har jeg aldrig skænket en tanke til, hvordan man krop ville ændre sig og at huden ikke ville følge med, det gjorde jeg først undervejs i hele processen.

Denne kvinde ligesom jeg, har meget ekstra hud på kroppen, både mave, ryg og brystet. Der er en anden kvinde med, som følger hende der skal opereres og spørger indtil hende og hendes tanker omkring det hele. En ting, jeg bider mærke i og igen nikker genkende til, er at os der har så meget hud til overs, vi føler os hæmmet, gemt, flove og kede af vores kroppe, til trods for alt den ros vi får fra vores vægttab? Men hvordan kan det så være, at selvom vi er kommet vores overvægt til livs og har fået en ”sund” krop og flygtet fra overvægtens fængsel af vi så igen er kede, isoleret og flove over vores kroppe? –> det svar vil jeg give herunder:

Da vi var store og fede og havde vi minimale muligheder for at kunne følge moden, så vi gemte os i stort og sort tøj(De fleste af os). Men i takt med vægttabet, vil vi gerne udfordre os selv i tøjet, købe det vi aldrig har haft mulighed for at gå i før, men her opstår der et nyt problem. Shapewear, stram-ind-trusser, igen oversize bluser for at skjule hud, folder og buler. Selvom vi har tabt os ned på en normal vægt og BMI, har mange af vores kroppe ikke fulgt med. F.eks. er huden bygget til at kunne udvide sig og trække sig sammen igen, hvilket jo er normalt under graviditeter. Men når man har været overvægtig siden barnsben og huden har måske igennem 10-15-20-30 år udvidet sig mere og mere, så stopper, elastiskken i huden med at virker. –> Elastikken er mørknet og virker ikke længere. Men hvorfor italesætter du det her Ida? Jeg italesætter simpelthen det her, fordi at vi er RIGTIG mange der for at vide, at det kan ”trænes væk”, NEJ! Hvis man kigger på mine gamle billeder jeg har lagt op af min krop, så kan man se, at mit ekstra hud, det kan ikke trænes væk og i rigtig mange tilfælde af de folk der har tabt sig rigtig meget, deres hud kan heller ikke trænes væk. NU er det sagt.(Der er dog tilfælde hvor at træning kan hjælpe) Med den ekstra hud, kommer der også andre gener end at det ser ”grimt” ud og at det er i vejen.. Der er folk der døjer med svamp, irriteret hud, lugt gener og meget mere. Jeg er selv en af dem der er generet af lugt gener i min navle og derfor får med små stykker vat i navlen, for at formindske mit problem. Jeg har minimale gener, men mine gener generer mig på daglig basis, jeans er ubehaglige at have på, hvis jeg har stram op tøj på, ligner det at jeg er gravid, hvis jeg har løse shorts på eller en kjole der flagrer i vinden, kan man se min hænge mave når jeg sidder ned eller når vinden tager min kjole. Det gør mig flov og jeg føler at jeg skal gemme mig væk. Jeg har brugt langt tid på at accepetere min krop og lære og leve med den. Men da jeg fik flere og flere dage hvor jeg sad og græd om morgenen på grund af hvordan min krop ser ud, valgte jeg at sige ja til min henvisning på at få fjernet hud. Og nu glæder jeg mig til, at den sidste del af min rejse mod en ”normal” krop er ved at være til vejs ende. Ja, jeg har 2 operationer som jeg er skide nervøs og bange for, men det er den sidste del i min proces. Jeg er stolt af mit vægttab, jeg er ikke flov over mine strækmærker og jeg er ikke nervøs eller ked af de kommede ar der kommer i forbindelse med mine operationer, da jeg hellere vil have DE AR, end akavede blikke og ubehagelige kommentarer i det offentlige rum. Jeg glæder mig til at komme af med mine gener og føle frihed i min krop og ikke flovhed. Jeg vælger at italesætte disse problemer, da jeg føler at det stadig er et stort tabu og der ikke er nok snak om hvordan kroppen kan komme til at se ud efter et massivt vægttab og at der er håb for at få ”skåret” ens problemer væk 🙂

Så da, efter et kæmpe vægttab er der stadig tøj problemer. Et problem kan været at man f.eks. bruger str. 38 på overkroppen, men at ens underkrop stadig eren str 42 pga den ekstra hud. Et problem kan være at man som kvinde kan have tabt sig rigtig meget på brystet og derfor har problemer med at finde en BH som passer i størrelsen. Et andet problem kan være at ens hud på maven sidder i klemme i tøjet eller at man gang på gang udvikler svamp under huden, pga det sidder og genere.. Det er hverken nemt at være overvægtig, men efterlivet som normal vægtig kan også bringe problematikker med sig. Nogle der har tabt sig rigtig meget og har svært ved at finde nyt tøj pga. de problematikker jeg lige har benævn, går nogle gange med tankerne om, at det måske bare var lettere at være overvægtig. Overvægt, er et problem både sundhedsmæssigt og personligt. Men med et vægttab kan der følge andre problematikker med. Nogle gange er vægttabet ikke nok til at opnå ”lykken” eller et sundere liv. Nogle gange skal der meget mere til 🙂

Jeg er bange, jeg er nervøs og jeg føler mig enormt ensom. Dette er mine følelser og tanker gennem de sidste 2-3 dage…. Hvorfor er jeg bange? Hvorfor er jeg nervøs? Og hvorfor føler jeg mig ensom?

Hvorfor er jeg bange? Hvorfor? Det tror jeg er ret simpelt.. Jeg er enormt bange for at min blodprøver ikke er gode nok og mine tal er forkerte og kirurgerne derfor er nødt til at aflyse min operation om morgen.. og hvorfor er jeg så bange for at mine tal ikke er iorden? Jo… Jeg har ikke været informeret om, at nogle af de ekstra vitaminer jeg tager om morgenen/formiddagen, de først må indtages 2 timer EFTER, jeg har drukket min morgenkaffe… Det har jeg ikke vidst i de 3-4 måneder jeg har taget dem i.. Så det flyver rundt i mine tanker og sætter skræk scenarier i mit sind når jeg er alene.. Det var en mavepuster at finde ud af at jeg har gået og indtaget dem “forkert” i en længere periode .. Av for satan det stak i mit hjerte.. 😪😪

Hvorfor er jeg så nervøs? Nervøsitet er ret normalt for mit vedkommende når det omhandler operationer.. Dette er mit tredje indgreb i fuld narkose, men denne gang er det et indgreb der varer 4–6 timer og et ar der kører 360 grader rundt om min underkrop.. Jeg er ikke nervøs for at jeg ikke vågner op fra narkosen, eller jeg er dårlig af den efterfølgende.. Jeg er nervøs over hvordan min krop vil klare det, hvordan jeg vil se på mig selv efterfølgende og hvilke proces jeg både fysisk og mentalt skal gå gennem. Jeg er ikke nervøs for smerterne, da de sørger for at smertedække mig. Bare tanken om, at jeg skal stå på Herlev Hospital 6:45 d. 20 juni og allerede nu vide at 7:30 ligger jeg i narkosen er overvældende for mig. Det er hurtigt, meget hurtigt. Jeg er rædselsslagen.. Jeg er også nervøs, da jeg ingen pårørende må have omkring mig når de tegner på mig eller ligger mig til at sove.. Men Ida? Du gjorde det jo også for 3 år siden i Grækenland????? Ja.. det gjorde jeg. Men der fik jeg både en beroligende pille og sprøjte.. Hvilket hjalp rigtigt meget på nerverne!! Jeg har valgt at til denne operation, at der er lagt en beroligende pille til mig, for at give mig noget tryghed. Jeg føler at det er den rigtige beslutning jeg har taget for mig. Jeg føler mig tryg i min kirurgs hænder og jeg stoler 100% på ham! Jeg er så heldig at det er overlægen på Herlevs plastik kirurgisk afdeling, som skal både fixe min mave, ryg, baller og bryster! Han er dygtig, empatisk, professionel og har humor, hvilket jeg er begejstret for!😊 Men nervøsiteten fylder stadig rigtig meget i min krop og får den til at sitre når tanker flyver rundt. Jeg skal i denne weekend, pakke min taske, som skal hjem til mine forældre og være, da jeg den først 1,5 uge efter min operation, kommer til at tilbringe min tid derhjemme, så jeg kan få hjælp af min mor, på alle tider af døgnet. Udover tasken til min mor, skal jeg også pakke min taske som jeg skal have med på hospitalet. Jeg har før pakket den taske til hospitalet, men det er stadig overvældende for mig, når jeg gør det. Jeg krydser mine fingre for, at alt går efter bogen og alle mine tal er i orden, så mit nye eventyr med min krop og sind kan begynde.

Men hvorfor føler jeg mig ensom??

Jeg tror at jeg føler mig ensom, da jeg ikke personligt kender nogen der har gået det samme igennem, som jeg skal til at gå igennem nu. Jeg har fuld støtte og opbakning af både familie, venner, min kæreste og svigerfamilie. Men stadig.. Jeg tror ensomheden bunder I at jeg har alle disse tanker og skræk scenarier i mit hoved som overfalder mig hverdag.. Det dræner mig, det gør mig ked, bange, nervøs, ensom og lammer hele min krop.. Jeg mærkede frygten og ensomheden igår aftes, da jeg stod og kiggede mig selv i øjnene i spejlet. Jeg kunne se min frygt og hele min krop sitrede.. Det er en skræmmende følelse og det er en forfærdelig følelse at gå med i hele min krop. 

Når operationen er overstået, kommer der et indlæg omkring hele forløbet om morgenen, før og efter billeder. Der går nok et par dage da jeg lige skal genfinde nogle kræfter i kroppen og mentalt. Men først, så skal jeg lige op og bestå min bachelor på tirsdag.