Nu er det lidt over 3 måneder siden jeg fik fjernet 3 kg hud, 360 grader rundt. De første par uger gik rigtig godt, jeg helede som jeg skulle og alt gik efter bogen – eller det troede jeg ihvertfald. Da jeg skal ind og have fjernet sting i navlen og fra fedtsugningen, skal sygeplejeskerne også skifte mit silikoneplaster 360 grader rundt. Stingene går fint, det niver lidt, men jeg har oplevet værre når det omhandler fjernelser af sting.. 🙂
MEN! da vi når til at fjerne plasteret, begynder de bare og hive, hvilket resultere i at jeg bryder fuldstændig sammen på briksen og er utrøstelig. Det gjorde ikke bare ondt, det var smertefuldt. Jeg har meget sensitiv hud, hvilket gør at det er ekstra smertefuldt for mig og skulle tage plaster af og jeg kan ikke bare bruge hvilke som helst plaster på min hud. Det er ofte at jeg oplever udslæt i forbindelse med plastre og at min hud bliver hevet med af, af limen.. :/
Men, sygeplejeskerne fortæller at alt ser ud som det skal, jeg heler pænt osv… Da jeg kommer hjem, vil jeg gerne læse min journal, og inden jeg kan komme ind i journalen, fortæller den mig, at jeg kan opleve at læse ting som er knap så behaglige.. –> der bliver jeg godt forvirret og dog lidt bange.. Det viser sig, at jeg viser tegn på infektion i mine sår, men de har lige stået og fortalt mig det stik modsatte inde på hospitalet. Altså helt ærligt. Fortæl mig sandheden direkte i stedet for at jeg skal læse om det. Men sådan går det nogle gange, videre i livet med det..
Efter 3 uger, må jeg smide mit kompressionsbælte om natten og det har jeg ellers bare set frem til!! Men det jeg ikke opdager, er at jeg river mine egne sår op på ryggen i søvne.. Og hvordan kan jeg ikke opdage det? Jo, ser I, jeg sov med tanktop og trusser på, for at silikoneplasterne ikke sad fast i sengetøjet, SMART tænkte jeg… Indtil, jeg så hvordan sårene så ud. På det tidspunkt er det ca. 4 uger efter operationen og det var der mit helvede virkelig startede. En hverdag, hvor jeg rensede mine sår 2-3 gange om dagen, jeg væskede igennem, nogle af sårene blev bedre andre helede super fint, hvor de så bare sprang op igen senere hen. Jeg havde en hverdag, hvor jeg græd, var ked af det, følte mig isoleret og alene herhjemme. Jeg havde ingen overskud og når jeg endelig havde det og bruge min krop, så lå jeg ellers 3 dage på sofaen igen. Jeg valgte i ca. starten af august måned at bestille nogle kirurgiske plastre hjem, som jeg kunne sætte på mine sår, så de kunne suge væsken op og jeg undgik hele tiden at skulle holde øje med om jeg nu endnu en gang havde væsket igenne igen. Efter jeg skiftede over til disse plastre begyndte mine sår endelig at hele ordenligt og jeg begyndte at finde noget ro i min krop og i mit sind igen.
Midt i mit sår-helvede startede jeg også op på et nyt studie, nemlig min kandidat. Samtidig, med at jeg skulle være nærværende, glad, frisk, på og nysgerrig, sad der hele tiden en stemme i mit baghoved.. Dine sår Ida, dine sår.. Jeg gik til bekendelse rigtig hurtigt overfor mine nye med studerende omkring min operation mit vægttab og min kommende operation, så alle kort var lagt på bordet. Og hvor er jeg lettet over jeg gjorde det! Jeg har en studiegruppe som er empatiske og forstående overfor min situation og kunne godt forstå, at jeg havde store bekymringer omkring alting. :/
Nu her på onsdag d. 2 oktober skal jeg indtil min 3 måneders kontrol på Herlev Hospital. Jeg har stadig 3 sår, det ene fra et indgroet hår og de andre er 2 dumme der er langsomme om at hele. Jeg krydser fingre for, at jeg kun har 1 sår der er lidt åbent på onsdag, men det må tiden vise. Ihvertfald, så har jeg erfaret, at ens krop ikke altid lige vil det samme som ens sind, men også hvor ensom og isoleret man kan føle sig, når man ikke kan eller må deltage i diverse aktiviteter, oplevelser som ens venner og veninder gør, da ens krop simpelthen ikke kan. :/