For mange år siden havde jeg enkelte weekender om året hjemme hos min far, som man jo ellers har jeg man er et skilmissebarn. Jeg husker tydeligt, igennem alle min weekender hos min far, var der krydderboller, smør, smøreost, chokolade, kakaomælk, sødmælks yoghurt, chokoladeknas og putten oven på til morgenmaden.. Alt i alt, sad man der i stuen i stilhed imens jeg så tv og min far sad oppe ved spisebordet og læste sin morgenavis.. Jeg husker tydeligt, at vi skulle ikke snakkede sammen.. Jeg skulle sørge for at holde øje med hvornår han næsten var færdig med at spise sin krydderboller så jeg kunne sidde og smøre den næste for ham.. Alt imens jeg sad og holdte øje med ham, tv’et og var stille, sad jeg og udså mig min næste krydderbolle.. Hvilken en var mest ristet? Hvilken en var blevet for mørk til min far så han ikke gad spise den? Jeg husker blikkene fra min far hver gang jeg tog en ny bolle.. Jeg husker hvordan blikkene blev værre med tiden og jeg husker hvordan hans suk over mig også blev højere og højere.. Jeg husker hvilken flovhed jeg havde i min krop og jeg husker hvor flov jeg var over hvor mange boller jeg kunne spise.. Jeg husker også med alderen, hvor hurtigt jeg spise de boller og jo mere smør der skulle på dem… For det var KUN hjemme hos min far jeg fik almindelige krydderboller med smør.. Hos min mor har det altid været morgenrundstykker med kerner og der var ikke morgenboller ”alibitum” som der var i min fars krydderboller… Jeg husker skammen og jeg føler stadig skammen over min overspisning over 10 år senere.. Jeg flover mig over den og jeg er ked over den…
Jeg sad igår eftermiddags og spise 2 hveder med smør… Jeg havde ristet dem og smurt dem og taget dem med ind til min computer, da jeg jo er i gang med at skrive min bachelor.. Jeg har egentlig ikke rigtig spist ”hvidt brød” i en længere periode også fandt jeg hvederne på tilbud til 6 kr igår og tænkte, ”EJ! det kunne da være lækkert” og jeg købte dem.. Da vi ligesom har fået lidt varmere grader den seneste måned, så er min sult og lyst til mad også dalet, hvilket ikke er specielt godt.. Så jeg tænkte at det nok ikke ”skader” at spise disse hveder.. Men ak dog.. Jeg når at spise én her hvede også rammer skylden hele min krop og tager mig et årti tilbage og der sidder jeg har billedet at morgenmaden med min far på hornhinden.. Jeg mærker hvordan skammen og tårerne presser sig på og hvordan jeg smider hveden fra mig.. Hvordan kan en erindring der er mere end 10 år gammel komme så stærkt igen over så lille en bagatel? Men den følelse af skam var så voldsom at jeg var nødt til at gå væk fra bordet… Og stadig 24 timer senere sidder jeg og har følelsen af skam i mig.. Hvordan kan det være rigtigt at et menneske så mange år efter de episoder stadig kan give en den følelse i kroppen? Efter igår har jeg på ingen måde lys til at spise en hvede, krydderbolle eller en skive toast.. Jeg har faktisk ikke lyst til noget der forbinder mig med min barndom med min far efter igår.. Jeg kan mærke at det også har gjort mig sur og jeg har lyst til at konfrontere ham med den følelse han giver mig.. Men hvordan i alverden gør man det med en død mand?!?!? En ting er sikkert, selvom det lyder rigtig hårdt, ondt, grusomt og hvordan kan man dog mene/føle/sige det omkring sin egen far?… Men en ting er sikkert.. Mit liv ændrede sig kun til det bedre efter han ikke længere var en del af det.. Ja, han er min far.. Ja jeg elskede min far.. Men jeg bestemte ikke selv at han skulle være min far..