At føle sig ensom i en stor forsamling er ikke en unormal ting, at føle.. Specielt ikke når man lige er kommet i teenageralderen.. Det er faktisk helt normalt, men mange føler, at det er et tabu at snakke omkring eller sige højt..

At føle sig ensom blandt folk, bunder i, at når man er ved at blive ”voksen” går det også op for ens sind og krop, at selvom du er blandt folk, så er du alene omkring dine problemer, dit liv, du er ikke længere styret af hvad ens forældre vil have man gør, det er ens egne beslutninger og det kan være overvældende for et ungt menneske.

Men, jeg er ikke længere i mine teenager år, tvært imod, jeg er nu en voksen kvinde, hvilket jeg syntes er helt sindsygt at skulle indse. Hvornår skete det? Hvornår blev jeg voksen? Og hvorfor kommer den følelse først over mig nu?

Jeg tror, at jeg blev voksen den dag jeg tog mit eget liv i mine hænder og ikke længere lod som om, at jeg ikke havde et overvægts problem, men indså det. Jeg tror også, at alle de dødsfald der har været igennem mine tidlige ”voksen” år, har været med til at få mig til, at indse at livet varer ikke for evigt. Specielt efter at min far gik bort. Jeg er stadig den dag idag, stærkt påvirket af hans død.. Men hvorfor kommer følelsen først nu? om at være ensom blandt folk?

Kan følelsen bunde i, at først nu er jeg begyndt at hvile i mig selv? udleve hvem jeg er og rent faktisk bliver set for hvem jeg er inden i og uden på, uden at jeg har en facade på overfor folk? for det havde jeg førhen og det gør mig trist og mut, at jeg har haft behovet for at skulle lade som om, overfor mennesker der elsker mig og kun har villet mig det bedste?? 🙁

Jeg er så heldig, at have en roomie som jeg kan snakke om disse ting med og en anden veninde, som kan sætte sig ind i mine tanker så jeg ikke føler mig Palle alene i verdenen omkring mine følelser! Og det sætter jeg stor pris på, for nogle dage har jeg virkelig behovet for, at snakke omkring det, da jeg føler mig alene, selvom jeg befinder mig blandt 100  forskellige mennesker på en enkelt