Ååååårh, det er nu efterhånden længe siden,at i hørt fra mig, det beklager rigtig meget!

De sidste 6 uger af, 2016, var meget hektiske for mig, jeg var syg og havde hormonel forstyrrelse i min krop, hvilket gjorde, at jeg ikke måtte stresse min krop, så jeg stoppede med at træne…

I december måned gik det op for mig, at jeg snart var i mål med mit vægttab også begyndte mine tanker, at florerer rundt om,  hvordan min krop ser ud og hvordan jeg har det med mig selv?Altså, kan jeg nogensinde blive tilfreds med min krop? Vil jeg overhovedet acceptere den? – og det gav mig et nyt mål og det var, at lære at elske min krop og alt ved mig selv, jeg har lært, at jeg kan aldrig elske et andet menneske 100% procent, før, at jeg kan leve med mig selv. Så det er min indre kamp, med mine egne selvdestruktive tanker omkring mig selv, så nu er min kamp, imod tankerne, for jeg skal nok smide de sidste 10 kg og opnå min kamp mod fedtet! Hverdag er ikke nem eller let, at overskue, men det er lettere, at komme igennem med de mennesker jeg elsker og støtter mig igennem min udvikling, uden dem, ville jeg ikke stå, der hvor jeg står den dag i dag – af hjertet tak!

 

Igennem de sidste 2 uger af 2016, var også et følelses mæssig rutsjebane, da jeg desværre var faldet for en fyr, hvor det ikke gik og det gjorde ondt, det gjorde så også, at i min juleferie skulle der bare ske noget hele tiden, for hvis jeg var alene faldt mine tanker over på ham og det gjorde bare satans ond! jeg sidder selv her til aften og mærke et lille stik – Men det skal sgu nok gå! Så i min juleferie blev der måske drukket lidt for meget vodka, sovet lidt for længe og være længe ude, da jeg ikke kunne holde ud, at være alene. – omkring det, at være alene, det har aldrig været nemt. Jeg føler mig altid sindsyg ensom, når jeg er alene, tiltrods for jeg ofte snakker i telefon eller snapper med folk – Men det kan selvfølgelig også være savnet og mangel på den fysiske berøring i forhold til, at jeg ikke har en jeg vågner med, hver morgen eller falder i søvn sammen med en om aftenen. Det ville være rart, bare en gang i mellem, at falde i søvn i en andens arme og vågne i dem næste morgen, bare mærke den form for omsorg.. Men det kommer en dag, jeg håber da på det!

–> Der kommer en dag, et oplæg omkring min mors fantastiske støtte og kærlighed som jeg har fået igennem mit forløb, både fra hospitalet i Grækenland, men også i min dagligdag. <3